Hvis du afleverer dit selskabs årsrapport for sent, kan det hurtigt få mange negative konsekvenser.
En ting har konsekvenserne tilfælles; de koster alle sammen penge på den ene eller den anden måde, og derudover kan du i sidste ende risikere at stå med et lukket selskab. Her kan du blive klogere på, hvorfor det er en god idé at aflevere årsrapporten til tiden.
Alle selskaber skal senest fem måneder efter balancedatoen indsende årsrapporten til Erhvervsstyrelsen.
Årsrapporten indeholder blandt andet årets regnskab, og hvis dit selskab har sidste regnskabsdag den 31. december 2014, skal du indsende årsrapporten senest den maj. Da den 31. maj 2015 er en søndag, har du frist til mandag den 1. juni i år.
Bøder til alle i selskabets ledelse
Har selskabet ikke indsendt årsrapporten inden fristens udløb, sender Erhvervsstyrelsen et rykkerbrev – et påkrav – om indsendelse af selskabets årsrapport senest otte hverdage fra brevets datering. Hvis selskabet indsender årsrapporten inden denne frist, er der ingen konsekvenser fra Erhvervsstyrelsen. Hvis selskabet ikke overholder ottedagsfristen, får alle i selskabets bestyrelse en bøde. Hvis selskabet ikke har en bestyrelse, vil selskabets direktion få en bøde.
Bøden er personlig og kan ikke videresendes til selskabet. Bøden beregnes fra overskridelse af den oprindelige indsendelsesfrist og ikke fra brevets dato. Bøden kan maksimalt udgøre 3.000 kroner per ledelsesmedlem.
Det er altid ledelsens ansvar, at årsrapporten udarbejdes og indsendes til tiden.
Sværere at få leverandørkredit og lån i banken
Selvom selskabet når at indsende årsrapporten til Erhvervsstyrelsen inden ottedagsfristen er udløbet, og ledelsen altså derved ikke får en bøde, kan det alligevel koste penge at indsende årsrapporten for sent. Alle selskaber overvåges af kreditratingselskaber, og her vil en for sent indsendt årsrapport påvirke din kreditrating negativt, især hvis årsrapporten er indsendt så sent, at det har medført en anmærkning i revisorens påtegning. Tjekker selskabets leverandører selskabets kreditværdighed hos et kreditratingselskab, kan det betyde dårlige betalingsvilkår hos leverandørerne.
Husk, at din bank også rater dit selskab. Det er et negativt tegn, at dit selskab ikke afleverer årsrapporten til tiden, og det kan få konsekvenser, eksempelvis i form af en højere rente på din kassekredit.
Tvangsopløsning
I påkravsbrevet fra Erhvervsstyrelsen indgår desuden en anden frist på fire uger. Hvis ikke selskabets årsrapport er indsendt inden fire uger efter påkravsbrevets datering, kan Erhvervsstyrelsen oversende selskabet til tvangsopløsning hos skifteretten. Du kan have mulighed for at få genoptaget selskabet inden for tre måneder efter oversendelsen ved at sende en ansøgning til Erhvervsstyrelsen. Det er blandt andet et krav, at en revisor skal afgive en erklæring om, at egenkapitalen i selskabet mindst svarer til den registrerede selskabskapital, at der ikke er ulovlige kapitalejerlån, og at selskabet inden for de seneste fem år ikke har været oversendt til tvangsopløsning.. Ud over udgiften til revisor kan du altså blive nødt til at indskyde penge i eller indbetale gæld til selskabet.
Desuden skal du være opmærksom på yderligere omkostninger, hvis selskabet lukker, og du skal starte forfra.