Repræsentationsudgifter vil typisk bestå af udgifter til restaurationsbesøg, bespisning i virksomhedens egne lokaler, underholdning, fornøjelser, rejser, udflugter eller gaver. Vær opmærksom på, at de momsmæssige og skattemæssige konsekvenser for disse aktiviteter kan være forskellige.
FIRMAET kan have forskellige grunde til at afholde repræsentationsudgifter. Det kan eksempelvis være for at tiltrække nye kunder eller lukke et udestående tilbud. Ofte kan grunden også være at bevare og udbygge et godt forhold til eksisterende forretningsforbindelser.
Restaurantbesøg med kunder
Den klassiske form for repræsentation består i, at du inviterer udvalgte kunder på restaurant sammen med et par nøglemedarbejdere, hvor I drøfter forretninger, mens I indtager den gode mad og vin.
Hvis der er en reel forretningsmæssig anledning til mødet, kan du fratrække 25 procent af momsen på regningen, og skattemæssigt kan du også fratrække 25 procent af udgiften.
Bespisning i virksomhedens egne lokaler
I 2010 ændrede skattemyndighederne praksis med hensyn til fradrag for moms ved bespisning i virksomhedens egne lokaler.
Det var som følge af en EU-dom, der fastslog, at der var 100 procent momsfradrag for udgifter til bespisning i egne lokaler. Det gælder både møder med forretningsforbindelser og interne faglige møder med virksomhedens personale.
Hvis du har mulighed for det, er det altså en momsmæssig fordel, at møderne holdes i virksomhedens egne lokaler. I behøver ikke at have egen kantine. Udgifter til en ekstern leverandør indebærer også fuldt fradrag for moms. Interne faglige møder med medarbejderne er også fuldt ud fradragsberettiget momsmæssigt.
Skattemæssigt er der stadig kun 25 procent fradrag for udgiften, når der er tale om et repræsentationsarrangement med forretningsforbindelser, også selvom der deltager flere medarbejdere.
Gaver til forretningsforbindelser
Gaver til eksempelvis forretningsforbindelser er også repræsentationsudgifter. Her kan du dog ikke fratrække moms, mens du skattemæssigt kan fratrække 25 procent.