Hvis du har aktier i et konkursramt selskab, er din investering stort set værdiløs. En enkelt værdi står dog tilbage, nemlig muligheden for at trække dit tab fra i skat. Men som privatperson kræver det som udgangspunkt, at du realiserer tabet – og hvem gider overhovedet købe en værdiløs aktie? Det får du svar på her.
SOM PRIVATPERSON tæller aktiegevinster eller -tab kun med til skatteopgørelsen i det år, hvor afståelsen af aktierne finder sted. Ved afståelse forstås salg, bytte, bortfald og andre former for afhændelse. Har du aktier i et konkursramt selskab, anses dine aktier først for afstået i det år, hvor selskabet endeligt opløses. Der går ofte lang tid fra starten af konkursbehandling til den endelige opløsning. Derfor kan det være en fordel at sælge dine aktier i selskabet. På den måde bliver tabet nemlig realiseret med det samme, og du får mulighed for at trække tabet fra i skat allerede i det år, hvor salget sker.
Forskel på unoterede og børsnoterede aktier
Den skattemæssige behandling af unoterede og børsnoterede aktier er forskellig. Har du realiseret et tab på børsnoterede aktier, kan det kun bruges til modregning i eventuelle gevinster på andre børsnoterede aktier. Har du eller din ægtefælle ikke gevinst på andre børsnoterede aktier, enten samme år eller i fremtiden, får du altså ikke skattemæssigt fradrag for dit tab. Muligheden for at opnå skattefradrag for tab på unoterede aktier er derimod bedre. Har du i et indkomstår et samlet tab på unoterede aktier, bliver skatteværdien af tabet nemlig automatisk trukket fra i dine øvrige skatter på årsopgørelsen, uanset om disse stammer fra aktier eller ej. Et tab på 100.000 kroner i 2014 for en person, der ikke er gift, vil give en samlet skatteværdi på i alt 34.620 kroner til modregning i de andre skatter på årsopgørelsen. Se nedenstående eksempel:
Ikke nødvendigvis umuligt at sælge
Det kan lyde som en umulig situation at sælge sine aktier i et konkursbo, men det er det ikke nødvendigvis. Kan du ikke selv finde en køber, kan du henvende dig til nogle af de mindre børser, der har gjort det til en forretning at købe unoterede aktier for 0 kroner mod et mindre ekspeditionsgebyr på 500 kroner. Det vil altså koste dig 500 kroner at sælge dem, men til gengæld får du skattegevinsten.
Vær opmærksom på undtagelser
Du skal være opmærksom på, at der er undtagelser til ovenstående, hvis du har købt dine aktier før 1. januar 2006. Det er derfor altid en god idé, at du rådfører dig med din revisor først.
HAR du realiseret et tab på børsnoterede aktier, kan det kun bruges til modregning i eventuelle gevinster på andre børsnoterede aktier. Har du i et indkomstår et samlet tab på unoterede aktier, bliver skatteværdien af tabet automatisk trukket fra i dine øvrige skatter på årsopgørelsen, uanset om disse stammer fra aktier eller ej.
Tab på aktier: 100.000 kroner (Skatteværdi i 2014)
Heraf beskattes de første 49.200 kroner med 27 procent: 13.284 kroner
De resterende 50.800 kroner beskattes med 42 procent: 21.336 kroner
I alt: 34.620 kroner